KENDO FØR 1868
Kendo (剣道) betyder 'sværdets vej'.
Definition på Kendo er knyttet til
tradition,
hvor formål og metodik bliver afgørende for referencerammen.
I Tokugawa perioden (1603-1868) eksisterede der lokale autonome enheder inden for
Kendo med hver deres tradition (dento).[1][2]
Kendo i perioden 1603-1868 er baseret på 'Classical
Martial Ways'. Under alle omstændigheder har Kendo i denne periode snarere
været baseret på 'martial way' fremfor 'martial
art'. Endvidere skal opmærksomheden henledes på, at der er forskel på ´Classical
Martial Ways´ (traditionel budo) og 'Modern Martial Ways' (moderne budo). Yderligere beskrivelse af nomenklatur kan
læses i artiklen
Development order of Martial Arts and Ways.
Kendo i Tokugawa perioden (1603-1868) tjente midlet til både moral og uddannelse.
Den traditionelle budo anses ikke for at være instrument med henblik på at lære at dræbe,
men midlet hvor eleven kan stræbe efter den moralske fuldkommenhed.
Denne vægt på det moralske område er et karakteristisk træk ved Kendo før 1868.
Kendo fra denne periode blev betragtet som en tredimensionel form med
følgende prioriterede vægt: (1) Moral, (2) disciplin, (3) æstetisk form.[3]
SUBSTANS TIL DEN FEUDALE SAMURAI
Kendo før 1868
defineres som træning, der er baseret på den traditionelle budo
(Classical Martial Ways). I denne periode blev der benyttet bokken
(solidt træsværd, også kaldet 'bokuto'), katana
(samurai-sværd), shinai (bambussværd som er illustreret på ovenstående billede) og bogu
(rustning).[4] Supplerende forklaring på Kendo i Tokugawa perioden, kan læses i artiklen
Kendo før 1868.
Kendo før 1868 kommer tættest på samurai
traditionerne vedrørende teori, metode og symbolik.[5]
Substansen til den feudale samurai hænger sammen med, at Kendo fra denne tid blev praktiseret af krigere, herunder
samurai. Traditioner og symbolik inden for Kendo før 1868 er derfor knyttet til den feudale samurai.[6]
I Tokugawa perioden var Kendo kata (træning med bokken
eller katana (samuraisværd)) et produkt af samurai erfaringer og
traditioner. Substansen til den feudale samurai bliver således bevaret gennem kata.
Yderligere historisk beskrivelse af Kendo kata kan læses i artiklen
Kendo Kata.
Kendo før 1868 adskiller sig fra den moderne kendo, der er baseret på shin-budo.
Eftersom betegnelsen kendo (剣道)
bliver anvendt i forbindelse med både Kendo før 1868 og den moderne kendo efter
1868, opstår der begrebsmæssige - og definitionsmæssige problemer, fordi
betegnelsen Kendo oprindelig stammer fra Tokugawa perioden (1603-1868), mens
betegnelsen for den moderne kendo først blev udviklet efter Tokugawa perioden, hvor den moderne kendo
endelig blev standardiseret i 1912 af den japanske organisation Dai Nippon Butokukai, der i øvrigt blev dannet i 1895.
[7]
KENDO FRA TOKUGAWA PERIODEN & ORGANISATIONSFORHOLD
Internationalt eksisterer der i dag ganske få
Kendo grupper og endnu færre Kendo forbund, der ønsker at bevare Kendo traditioner fra Tokugawa perioden.[8]
I Danmark bliver Kendo fra Tokugawa perioden organiseret af
Dansk Traditionel Kendo Forbund, hvor medlemsgrupperne
Gakuchoukan Kendo Dojo
og Hillerød Kendo Dojo
således har valgt at beskytte den traditionelle Kendo.[9]
OPPOSITION TIL SPORTSKENDO - DEN MODERNE KENDO
I Meiji perioden (1868-1912) var den sociale tendens, at
japanske borgere favoriserede den vesterlandske kultur over deres egen.[10]
Moderniseringen af det japanske samfund påvirkede Kendo, eftersom
myndighederne indledte modernisering og standardisering af Kendo.[11]
I det historiske perspektiv har der altid
været kritik af udviklingen af kendo som sport. Efter 1868 delte Kendo sig
for alvor i forskellige retninger, hvor udviklingen af den moderne kendo
modtog kritik fra mange klassiske sværdmestre.
Yamada Jirokichi (1863-1931), som blev den femtende leder for Jikishin-Kage-ryu,
tog afstand fra den moderne retning inden for kendo. For Yamada Jirokichi var
Kendo træning blot et spørgsmål om "aflivning af selvet (ego) med henblik på at opnå succes. Denne holdning hænger
uløseligt sammen med 'satsujin-ken', -at sværdet ikke skal ødelægge
modstanderen, men derimod opbygge elevens karakter. Yamada Jirokichi advarede mod
tendensen i Meiji-periodens kendo (1868-1912), hvor retning inden for kendo appellerede til sport og
underholdning. Desuden var indstillingen til den oprindelige Kendo
tradition, at indtjening af penge gennem offentlig kendo opvisning var forkastelig. Essensen af den moralske kendo
fremgår i nogle af de forskrifter, der er opført i hans Kendo Ron,
f.eks. er en af levereglerne, at eleven ikke skal søge popularitet eller magt.[12]
Sport inden for den moderne kendo medfører, at der er fokus på individet.
Denne ideologi står i kontrast til den klassiske samurai kultur, hvor der var fokus på beskyttelse af gruppen.
Takano Kosei, tidligere leder af Nakanishi-ha Itto-ryu, anså Meiji perioden (1868-1912)
som begyndelsen på den 'mørke middelalder' for kendo. Det var fra dette
tidspunkt og frem, at den essentielle ånd og formålet med kendo traditionen blev
overskygget af overfladiske værdier. Karakteristika for kendo i Taisho
perioden (1912-1926) viser en klar vægt af sind-og-kropstræning (shin-shin
shugyo) med henblik på at udvikle en national følelse af åndelig iver. Denne moderne antagelse adskiller sig fra den
klassiske fortolkning af dô, hvor den var mindre optaget af den enkeltes fuldkommenhed som individ.[13]
Sahashi Shigeru beskriver i sin bog 'Shin no Budo' fra 1972, citat:
"Ganske få japanere er klar over, hvad budo egentlig er...Budo er ikke sport. Budo hviler i bu..."
Ideogrammerne budo dækker over begreberne 'bu', der betyder 'militære
anliggender, våben, tapperhed og krigsevne', mens 'do' (eller 'michi') betyder
'sti' eller 'vej'.
DEFINITION PÅ SPORTSKENDO & ORGANISATIONSFORHOLD
Litteratur beskriver hvorledes den moderne kendo (efter 1868) skal defineres. I
bogen 'Complete Kendo' af Donohue, John, J. (1999) fremgår definitionen på siderne 1-2:
http://books.google.dk/books?id=-_Fyr_GYdkEC&printsec=frontcover&dq=Complete+Kendo&hl=da&ei=kBJkTYiEMoHqOff5lNoC&sa=X&oi=book_result&ct=book-preview-link&resnum=1&ved=0CD4QuwUwAA#v=onepage&q&f=false.
Der eksisterer flere internationale forbund, der organiserer den moderne
kendo. To af disse forbund hedder henholdsvis International Martial Arts Federation (IMAF)
og International Kendo Federation (FIK).
IMAF er det ældste og største internationale forbund i Japan inden for japanske
kampdiscipliner. Yderligere information om IMAF og konkurrenceforhold inden for kendo fremgår af
organisationens internationale website:
http://www.imaf.com/kendo.html.
Den officielle repræsentant for IMAF i Danmark hedder 'IMAF Denmark':
http://imafdenmark.org/
Sportsorganisationen SportAccord har defineret, at
sport skal indeholde et konkurrencemoment. Desuden er tiltrædelse af denne definition et
af optagelseskriterierne for medlemskab af SportAccord.[15] FIK har tiltrådt
denne definition på sport i 2006, hvorpå FIKs medlemmer (inkl. All Japan Kendo Federation) har fået
anerkendt deres kendo som sport.[16]
De officielle repræsentanter for sportskendo under FIK fremgår af
følgende medlemsliste:
http://www.kendo-fik.org/english-page/english-page2/IKF-affiliates/europe.html#Denmark.
REFERENCER & NOTER
|
1 |
Dann, Jeffrey. (1978) Kendo in Japanese Martial Culture.
Ph.D. thesis. University of Washington, pp. 22, 37, 55, 62-63, 68.
|
|
2 |
Friday, Karl F. (1997) Legacies of the Sword.
University of Hawai'i Press, Honolulu, p. 8.
|
|
3 |
Draeger, Donn F. (1973) Classical Budo.
Weatherhill. New York, p. 36.
|
|
4 |
Dann, Jeffrey.
(1978) Kendo in Japanese Martial Culture. Ph.D. thesis. University of
Washington, pp. 22, 37, 54, 61-62. |
|
5 |
ibid., p. 171. |
|
6 |
ibid., pp.
47-69. |
|
7 |
Dann, Jeffrey.
(1978) Kendo in Japanese Martial Culture. Ph.D. thesis. University of
Washington, p. 22. |
|
8 |
Skoss, Diane (1997): Koryu Bujutsu - Classical Warrior Traditions of Japan, Volume 1. Koryu Books, Berkeley Heights, New Jersey, USA, side 27. |
|
9 |
Metodik følger mål (formål). Hvis mål
ændres, bliver metodikken også ændret med henblik på at opfylde de nye
mål. Ændring af mål eller 'udvikling' af kendo vil derfor uundgåeligt
medføre, at traditioner bliver brudt og substansen mistes i forhold til den
tidsepoke, hvor samurai-klassen regerede (1603-1868). Med andre ord, man kan ikke udføre
to modstridende ting på en gang. Det er således uforeneligt at både tjene
traditioner og samtidig være modernist inden for kendo.
|
|
10 |
Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu and Budo.
Weatherhill. New York, pp. 55, 100;
Dann, Jeffrey.
(1978) Kendo in Japanese Martial Culture. Ph.D. thesis. University of
Washington, p. 69. |
|
11 |
Dann, Jeffrey.
(1978) Kendo in Japanese Martial Culture. Ph.D. thesis. University of
Washington, pp. 71-107. |
|
12 |
Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu and Budo.
Weatherhill. New York, pp. 103-104.
|
|
13 |
ibid., pp. 57, 104-105.
|
|
14 |
SportAccord har opstillet krav til definitionen på sport.
Læs om kravene her:
http://www.sportaccord.com/en/members/index.php?idIndex=32&idContent=14881. |
|
15 |
SportAccords medlemsliste over internationale sportsforbund kan
læses her:
http://www.sportaccord.com/en/members/index.php?idContent=644&idIndex=32.
General Association of International Sports Federations (GAISF) tog
navnforandring i marts 2009 til SportAccord.
All Japan Kendo Federation er medlem af International Kendo
Federation (FIK) og tilhører dermed parolen sportskendo. |
|
|
© Copyright kendo-definition.dk
|
|
