KENDO DEFINITION
Kendo (剣道) betyder 'sværdets vej'.
Definitionen på Kendo er knyttet til en referenceramme, hvor formål og metodik bliver afgørende for, hvorvidt Kendo trænes
på baggrund af tradition
eller modernisme.
Referencerammen adskiller sig grundlæggende fra hinanden,
eftersom Kendo fra Tokugawa perioden (1603-1868) var baseret på formen 'kobudo', mens formen efter 1868
var baseret på shin-budo. Det vil sige, at formål og metode til at nå formålet er forskillige mellem Kendo
i Tokugawa perioden og den moderne kendo, der blev udviklet efter 1868.[1]
Eftersom betegnelsen kendo (剣道)
bliver anvendt i forbindelse med både Kendo fra Tokugawa perioden og den moderne kendo,
opstår der begrebsmæssige - og definitionsmæssige problemer. Betegnelsen Kendo stammer fra Tokugawa perioden, mens
betegnelsen for den moderne kendo stammer fra den moderne tidsperiode efter Meiji-restorationen i 1868, hvor den moderne kendo
endelig blev standardiseret i 1912 af den japanske organisation Dai Nippon Butokukai, der i øvrigt blev dannet i 1895.
[2]
KENDO I TOKUGAWA PERIODEN
I Tokugawa perioden blev Kendo praktiseret ved lokale autonome enheder med hver deres
tradition (dento).[3][4] Kendo var baseret på metoden 'Classical
Martial Ways' (kobudo). Yderligere beskrivelse af nomenklaturen kan læses i artiklen
Development order of Martial Arts and Ways.
Kendo i Tokugawa perioden tjente midlet til både moral og uddannelse.
Kobudo var ikke en metode med henblik på at lære at dræbe,
men derimod midlet hvor eleven blev disciplineret efter moralsk kodeks.
Kendo fra denne periode blev betragtet som en tredimensionel form med
følgende prioriterede vægt: (1) Moral, (2) disciplin, (3) æstetisk form.[5]
Våbentyper der blev anvendt i forbindelse med Kendo var bokken
(solidt træsværd), katana (samurai-sværd) og shinai (bambussværd).[6]
Supplerende forklaring på Kendo i Tokugawa perioden, kan læses i artiklen
Kendo før 1868.
SUBSTANS TIL DEN FEUDALE SAMURAI
Kendo med reference til perioden før 1868 kommer tættest på samurai
traditionerne vedrørende teori, metode og symbolik.[7]
Substansen til den feudale samurai hænger sammen med, at Kendo fra denne tid blev praktiseret af krigere, herunder
samurai. Traditioner og symbolik inden for Kendo før 1868 er derfor knyttet til den feudale samurai.[8]
I Tokugawa perioden var Kendo kata (træning med bokken
eller katana (samuraisværd)) et produkt af samurai erfaringer og
traditioner. Substansen til den feudale samurai bliver således bevaret gennem kata.
Yderligere historisk beskrivelse af Kendo kata kan læses i artiklen
Kendo Kata.
HISTORISK OPPOSITION TIL SPORTSKENDO
I Meiji perioden (1868-1912) var den sociale tendens, at
japanske borgere favoriserede den vesterlandske kultur over deres egen.[9]
Kendo blev påvirket af moderniseringen af det japanske samfund, eftersom
myndighederne indledte modernisering og standardisering af den oprindelige Kendo.[10]
I det historiske perspektiv har der altid
været kritik af udviklingen af kendo som sport. Efter 1868 delte Kendo sig
for alvor i forskellige retninger, hvor udviklingen af den moderne kendo
modtog kritik fra mange klassiske sværdmestre.
Yamada Jirokichi (1863-1931), som blev den femtende leder for Jikishin-Kage-ryu,
tog afstand fra den moderne retning inden for kendo. For Yamada Jirokichi var
Kendo træning blot et spørgsmål om "aflivning af selvet (ego) med henblik på at opnå succes. Denne holdning hænger
uløseligt sammen med 'satsujin-ken', -at sværdet ikke skal ødelægge
modstanderen, men derimod opbygge elevens karakter. Yamada Jirokichi advarede mod
tendensen i Meiji-periodens kendo (1868-1912), hvor retning inden for kendo appellerede til sport og
underholdning. Desuden var indstillingen til den oprindelige Kendo
tradition, at indtjening af penge gennem offentlig kendo opvisning var forkastelig. Essensen af den moralske kendo
fremgår i nogle af de forskrifter, der er opført i hans Kendo Ron,
f.eks. er en af levereglerne, at eleven ikke skal søge popularitet eller magt.[11]
Sport inden for den moderne kendo medfører, at der er fokus på individet.
Denne ideologi står i kontrast til den klassiske samurai kultur, hvor der var fokus på beskyttelse af gruppen.
Takano Kosei, tidligere leder af Nakanishi-ha Itto-ryu, anså Meiji perioden (1868-1912)
som begyndelsen på den 'mørke middelalder' for kendo. Det var fra dette
tidspunkt og frem, at den essentielle ånd og formålet med kendo traditionen blev
overskygget af overfladiske værdier. Karakteristika for kendo i Taisho
perioden (1912-1926) viser en klar tendens på sind-og-kropstræning (shin-shin
shugyo) med henblik på at udvikle en national følelse af åndelig iver. Denne moderne antagelse adskiller sig fra den
klassiske fortolkning af dô, hvor dô var mindre optaget af den enkeltes fuldkommenhed som individ.[12]
Sahashi Shigeru beskriver i sin bog 'Shin no Budo' fra 1972, citat:
"Ganske få japanere er klar over, hvad budo egentlig er...Budo er ikke sport. Budo hviler i bu..."
Ideogrammerne budo dækker over begreberne 'bu', der betyder 'militære
anliggender, våben, tapperhed og krigsevne', mens 'do' (eller 'michi') betyder
'sti' eller 'vej'.
REFERENCER & NOTER
|
1 |
Metodik følger mål (formål). Hvis mål
ændres, bliver metodikken også ændret med henblik på at opfylde de nye
mål. Ændring af mål eller 'udvikling' af kendo vil derfor uundgåeligt
medføre, at traditioner bliver brudt og substansen mistes i forhold til den
tidsepoke, hvor samurai-klassen regerede (1603-1868). Med andre ord, man kan ikke udføre
to modstridende ting på en gang. Det er således uforeneligt at både tjene
traditioner og samtidig modernisere kendo. |
|
2 |
Dann, Jeffrey.
(1978) Kendo in Japanese Martial Culture. Ph.D. thesis. University of
Washington, p. 22.
|
|
3 |
ibid., pp. 22, 37, 55, 62-63, 68. |
|
4 |
Friday, Karl F. (1997) Legacies of the Sword.
University of Hawai'i Press, Honolulu, p. 8.
|
|
5 |
Draeger, Donn F. (1973) Classical Budo.
Weatherhill. New York, p. 36.
|
|
6 |
Dann, Jeffrey.
(1978) Kendo in Japanese Martial Culture. Ph.D. thesis. University of
Washington, pp. 22, 37, 54, 61-62.
|
|
7 |
ibid., p. 171. |
|
8 |
ibid., pp.
47-69.
|
|
9 |
Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu and Budo.
Weatherhill. New York, pp. 55, 100;
Dann, Jeffrey.
(1978) Kendo in Japanese Martial Culture. Ph.D. thesis. University of
Washington, p. 69.
|
|
10 |
Dann, Jeffrey.
(1978) Kendo in Japanese Martial Culture. Ph.D. thesis. University of
Washington, pp. 71-107.
|
|
11 |
Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu and Budo.
Weatherhill. New York, pp. 103-104.
|
|
12 |
ibid., pp. 57, 104-105.
Sportsorganisationen SportAccord har defineret, at sport skal indeholde et konkurrencemoment:
http://www.sportaccord.com/en/members/index.php?idIndex=32&idContent=14881
|
|
|
|
|
